Sanktionerne virker, men det har ikke ført til øget modstand mod Putins styre

Noget har forandret sig. I supermarkedet er Coca-Cola og Schweppes skiftet ud med russiske ækvivalenter. Folk kører rundt i kinesiske biler eller rustne skrammelkasser, som ikke har set skyggen af en mekaniker længe. Og det er blevet tiltagende sværere at sælge en lejlighed, mens lejepriserne er skudt i vejret.

»Folk bekymrer sig over prisstigningerne. De er bange for uvisheden om fremtiden, for den er slet ikke tilregnelig. Folk planlægger deres liv en uge eller måske en måned frem, for ingen ved, hvad der vil ske om et halvt år,« fortæller Sergej.

Han bor i Moskva. Det har han gjort i mange år, og siden krigen brød ud i Ukraine, har han løbende fortalt Information om sine oplevelser med at måtte bryde med venner og familiemedlemmer, fordi de har vidt forskellige opfattelser af krigen.

Sergej er ikke hans rigtige navn, men Information kender hans identitet. Han er modstander af Ruslands krig i Ukraine og af Putins regime og har tidligere arbejdet som journalist. Nu overvejer han, om han skal gå ned og stemme til det russiske præsidentvalg, der begynder fredag.

»Jeg har ikke bestemt mig endnu,« siger han.

I slutningen af sidste år støttede han op om journalisten Jekaterina Duntsovas valgkampagne, men i december blev hendes kandidatur afvist af den russiske valgkommission, der hævdede at have fundet en række fejl i Duntsovas ansøgning.

Siden kom en anden kandidat til, krigsmodstanderen Boris Nadezjdin, som også endte med at blive fældet af kommissionen. Nu overvejer Sergej at vise sin modstand mod Putin ved at sætte sit kryds ved Vladislav Davankov, som han synes virker som den mindst krigeriske af de kandidater, der er blevet godkendt af valgkommissionen.

På søndag, som er sidste valgdag, vil han deltage i en protestaktion, som blandt andre Navalnyjs enke, Julia Navalnaja, har opfordret kritikere til at deltage i. Aktionen går ud på at møde op præcis klokken 12 for at overvælde valgstederne.

»Det er den eneste form for offentlig politisk aktivitet, der er mulig i det nuværende Rusland,« siger Sergej.

Dystert bagtæppe

Det billede, som han tegner af livet i det sanktionsramte Rusland, hvor inflationen er høj, og hvor varerne i supermarkederne ser anderledes ud, er bagtæppet for det russiske præsidentvalg denne weekend.

Det finder sted på et tidspunkt, hvor Rusland befinder sig i et mørkt kapitel af sin egen historie. Hver dag bliver hundredvis af russiske soldater dræbt eller såret på slagmarken i Ukraine. Russernes frihedsrettigheder er blevet indskrænket gevaldigt. Og for nylig vedtog EU sin 13. sanktionspakke.

Netop sanktionerne har siden krigens begyndelse spillet en central rolle i Vestens modsvar på Ruslands invasion. Men mere end to år efter, at de første sanktioner blev indført, diskuteres det stadig, om de overhovedet virker efter hensigten:

»Der har været et ønske, der har handlet om at nedbryde den russiske økonomi og gøre Rusland ude af stand til at fortsætte krigen. Det florerede især under de tidlige dage af invasionen, men det har været temmelig urealistisk i forhold til, hvad man rent faktisk kan opnå med sanktioner,« vurderer Filip Medunic, der er sanktionsekspert i tænketanken European Council of Foreign Relations.

Som bekendt udeblev det store økonomiske kollaps, og den russiske økonomi har vist sig mere modstandsdygtig, end mange havde forventet. Alligevel tyder det på, at sanktionerne faktisk virker efter hensigten, vurderer Iikka Korhonen, der er chef for den finske centralbanks institut for vækstøkonomier (BOFIT).

»Hvis vi sætter spørgsmålet om, hvorvidt vi har været i stand til at reducere de ressourcer, som Rusland har til at føre krig, som målestok, vil jeg mene, at vi er lykkedes i en vis udstrækning,« siger han.

Den vurdering bakkes op af Filip Medunic. Vurderer man effekten ud fra de mål, der blev defineret med sanktionerne, kan man se, at effekten er blevet større over tid, siger han. For eksempel et mål om at begrænse Ruslands adgang til avanceret, vestlig teknologi, som kan bruges på slagmarken.

»Vi kan se effekten ved, at Rusland danner tættere relationer til stater, som er villige til at forsyne dem med forskellige komponenter, og vi kan se en stor stigning i Ruslands import af komponenter, for eksempel halvledere fra Kina og andre lande. Det har gjort det sværere og dyrere for Rusland at skaffe disse komponenter,« siger han.

Et andet mål har været at nedbringe de russiske indtægter fra eksport af fossile brændsler.

»Indtægterne er blevet nedbragt, især inden for de seneste tre til fire måneder. I krigens første år fungerede de stigende energipriser som en slags stødpude, der beskyttede Rusland og medførte højere indtjening. Den virkning er aftaget nu, og prisloftet på russisk olie bliver mere og mere effektivt,« siger Filip Medunic.

Faldende olieindtægter

Indsatsen for at bremse Ruslands indtjening fra sin største indtægtskilde, nemlig olieeksporten, begyndte i krigens første år, da EU’s omdiskuterede olieembargo trådte i kraft. Året efter indførte Vesten et såkaldt prisloft på russisk råolie på 60 dollar per tønde.

Trods de stigende oliepriser i kølvandet på invasionen ser tiltagene ud til at have virket, og Rusland har nu mistet 113 milliarder dollar i eksportindtægter siden krigens begyndelse som følge af oliesanktionerne. Sådan lyder et estimat i en ny rapport udarbejdet af en international arbejdsgruppe nedsat af Kyiv School of Economics.

Det er mange penge, men når tabet ikke er endnu større, skyldes det, at Rusland som forventet fik omdirigeret en stor del af eksporten til Kina og Indien, som nu aftager næsten 80 procent af den råolie, som Rusland eksporterer.

»Men vi kan se på den kinesiske tolddata, at de stadig betaler fem-seks procent mindre for russisk råolie, end de gør for den råolie, de importerer andre steder fra. I Indiens tilfælde er rabatten mindst lige så stor,« siger Iikka Korhonen.

Handlen foregår altså i høj grad på de asiatiske køberes præmisser, og indtjeningen herfra er langt mindre end den, som Rusland tidligere kunne høste gennem handel med købere i Europa. På den måde forstærkes effekten af oliesanktioner for hver måned, der går, siger Filip Medunic.

»Så det (stigningen i Ruslands olieeksport til Indien og Kina, red.) har været en midlertidig metode til at erstatte noget af den tabte indtjening, for den gør det ikke muligt for Rusland at gøre op for hele tabet.«

De faldende olieindtægter fik for nylig Putin til at løfte sløret for et eftersyn af det russiske skattesystem efter præsidentvalget, og ifølge mediet Bloomberg er der overvejelser om at indføre skattestigninger til sommer, hvilket forventeligt vil kunne indbringe hele 44 milliarder dollar.

Konkret forlyder det, at man hæver indkomstskatten fra 15 til 20 procent og fra 13 til 15 procent for personer med en indtægt på over henholdsvis fem millioner og en million rubler, ligesom man overvejer at hæve selskabsskatten fra 20 til 25 procent.

Samtidig er der blevet introduceret en ny metode til at udregne olieeksporterende virksomheders basisindtægter, siger Filip Medunic.

»Hvilket i bund og grund er et forsøg på at skærme de indtægter, som staten har fra disse virksomheder, fra udsving i virksomhedernes indtjeninger, så de enten tvinges til at kræve højere priser eller må betale af egen lomme.«

Levestandarden

Men selv om olieindtægterne er faldende, og det russiske styre nu ser ud til at tage drastiske midler i brug for at kompensere for tabet, formåede den russiske økonomi at vokse med over tre procent sidste år, ifølge IMF, som ligeledes forudser en vækstrate på 2,6 procent i 2024.

Det er primært et resultat af Ruslands omstilling til krigsøkonomi, vurderer eksperterne.

»Rusland har skruet drastisk op for produktionen af militært udstyr, og lønningerne er steget i de strategisk vigtige sektorer. Det har ført til øget konkurrence mellem virksomhederne på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft,« siger Filip Medunic.

Samtidig er inflationen fortsat høj, hvilket har ført til en nedgang i levestandarden hos de russere, der ikke arbejder i de brancher, hvor lønningerne er stigende.

»For almindelige russere er levestandarden blevet lavere,« siger Iikka Korhonen og henviser blandt andet til det indskrænkede udvalg af forskellige varer og meget begrænsede muligheder for at rejse. Men der er regionale forskelle på, hvordan folk er blevet ramt.

»Vi kan tydeligt se, at i de fattige regioner, der har sendt mange mennesker afsted for at kæmpe i Ukraine, for eksempel Burjatia og Tuva, der har folk fået betydeligt større opsparinger i banken.«

Skal man udpege den gruppe, der er blevet ramt hårdest af Vestens sanktioner, er det sandsynligvis middelklassen, som ikke udgør en særligt stor andel af befolkningen. Det vurderer Sergej Utkin, der har været politolog i Moskva, men som flygtede til Danmark i 2022 efter at have fordømt Ruslands krig mod Ukraine.

»Det er dem (middelklassen, red.), der har lidt mest. De havde ambitioner og en livsstil, som er blevet ramt. For majoriteten af russerne, som heller ikke havde ret meget inden fuldskalainvasionen, er tabet nok ikke blevet følt så stort. De får stadig løn og kan stadig købe de basale fornødenheder, de har behov for, selv om de bliver produceret af andre virksomheder,« siger Sergej Utkin, der i dag er ansat ved Syddansk Universitet.

Ser man et par år frem i tiden, er det ikke usandsynligt, at russerne vil blive ramt hårdere på deres levestandard, selv om det ikke i sig selv var et mål med sanktionerne, vurderer Filip Medunic, som nævner pensioner og det sociale område som nogle af de områder, der kan tænkes at blive ramt.

Men faldende levestandard er ikke lig med en øget modstand mod Putins styre, understreger Sergej Utkin. Hver gang folk tænder for de statskontrollerede tv-kanaler, bliver de fodret med budskabet om, at Rusland befinder sig i en skæbnestund, hvor livet bliver en smule sværere, men at det snart bliver nemmere igen.

Når russerne synes, at sanktionerne og restriktionerne er irriterende, peger mange derfor fingre af Vesten og ikke af deres egen regering, vurderer Utkin.

»De drager ikke den logiske slutning, at hvis de skal af med disse restriktioner, må de afslutte krigen.«

Af den grund har sanktionerne heller ikke ført til noget øget pres på Putin fra befolkningen op til præsidentvalget, vurderer han.

»Men Putin har uden tvivl et mål om at fremstille Ruslands økonomiske modstandsdygtighed som en af de vigtigste årsager til sin overordnede succes. Skal det lykkes, er han også nødt til at håndtere de flaskehalse, sanktionerne skaber.«